Trubaduren

Trubaduren, ligesom Don Carlos, har en meget indviklet og lidet troværdig handling, og den regnes blandt de mest uigennemskuelige i operaens historie, men musikken er enestående. Operaens spansk-sigøjnerrelaterede miljø bidrager til effektiv farvelægning og blev værdsat af tidens folkelige publikum. Musikken befinder sig i en slags mellemstadie, hvor Verdi på den ene side følger Gaetano Donizettis form og klichéer, men samtidigt har fået nye musikalske idéer med, f.eks. i forbindelse med sigøjnersken Azucenas sangstemme (alt eller mezzosopran). 

Handlingen syntes at følge to stier. På den ene side, en politisk rivalisering mellem to mænd, der ikke ved, at de er brødre. På den anden side, en uforsonlig forfølgelse af hævn, med al det forfærdelige til følge: spøgelser, bålet, fængslet og dets tortur, terror og død. Dette drama har sin rod i romantikken og de mørke rædsler som også er en del af romantikken. Vi kender det fra dramaer af Victor Hugo, (som Verdi havde udnyttet tidligere i Ernani, 1844), og fra engelske gotiske romaner som var populære i denne periode i 1800’tallet.

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto-klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste. Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sin farm, da hans kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Othello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff.”

Uropført i Rom 1853 – Danmark 1865.

1.akt: Duellen – 1. scene. Grevinde Leonora residerer i paladset, som derfor bevogtes strengt af grev de Luna. Vagtkaptajnen, Ferrando, opildner sine soldater til at være særligt vagtsomme – greven ønsker at fange den trubadur, der synger om natten i paladsets haver. På soldaternes opfordring fortæller Ferrando nu den uhyggelige historie om Garzia, grevens yngre broder: “En dag, mens Garzia var spæd, opdagede man en dyster sigøjnerske, som kastede blikke på hans vugge. Hun blev drevet væk, men kort tid efter blev drengen syg, og man mente at hun havde forbandet ham. Sigøjnersken blev anklaget for hekseri, fanget, og brændt på bålet. Hendes datter tog imidlertid en grusom hævn: Det syge barn forsvandt, og i den ulmende aske efter bålet fandt man et spædbarns knogler. Man har aldrig fundet spor af datteren, men den gamle sigøjnerskes spøgelse siges stadig at vise sig om natten i forskellige skikkelser.” Historien tjener sit formål. Soldaterne er tilpas opskræmte og farer sammen da tårnuret slår.

2. scene. Leonora fortæller sin veninde, Inez, om sin store kærlighed. Hun mødte ham ved en turnering, han var den mystiske ridder klædt i sort og hun gav ham sejrskransen. Da borgerkrigen brød ud forsvandt han, men på det seneste er han begyndt at vise sig i paladsets haver om natten, forklædt som trubadur, for at synge serenader til hende.

Inez mener det lyder farligt, prøver at overtale Leonora til at glemme den fremmede, men Leonora fastholder at hun vil dø for ham.

Grev Luna er fast besluttet på at erklære Leonora sin kærlighed. Han afbrydes i sit forehavende af trubadurens sang. Leonora kommer styrtende ud for at modtage sin elskede, men i mørket tager hun fejl af ham og greven. I det samme kommer trubaduren frem, og Leonora indser sin fejltagelse. Grevens jalousi og vrede stiger til ustyrlige højder, da det viser sig at trubaduren i virkeligheden er Manrico, officer i fyrst Urgels hær, og dermed fjenden. Greven og Manrico vil afgøre deres strid med våben, og Leonora falder besvimet om på jorden.

2.akt: Sigøjnersken – 1. scene. En flok sigøjnere hilser den nye dag, og forbereder sig på dagens arbejde. Azucena sidder ved et bål med Manrico liggende ved sin side. Han er blevet livsfarligt såret i et slag, men Azucena har plejet ham og han er nu næsten rask. Hun beskriver det frygtelige syn af en kvinde, brændt på bålet. Sigøjnerne går, og nu fortæller hun Manrico, hvordan hendes moder blev brændt på bålet af den gamle greves soldater, og hvordan hun selv tog hævn ved at stjæle grevens spæde søn for at kaste ham i flammerne. Men hun begik en fejl: I sin fortumlede tilstand af had og sorg, kom hun til at kaste sit eget barn i ilden. Manrico spørger forfærdet hvem han da er, han har jo altid troet at han var hendes søn. Azucena skynder sig at forsikre ham om at det er han da også, de forfærdelige minder gjorde hende bare et øjeblik lidt forvirret. Nu mindes Manrico sin duel med greven, og husker hvordan en stemme fra himlen forhindrede ham i at gøre det af med Luna. Azucena får ham til at sværge at han ikke vil spare greven næste gang. De bliver afbrudt af et sende-bud, der kommer med to nyheder: Urgels hær har erobret fortet, Castellor, og Leonora, der tror at Manrico er død, har besluttet at gå i kloster. Manrico må straks afsted for at redde hende. Azucena advarer ham om at han endnu er for svag, men han styrter afsted uden at høre efter.

2. scene. Grev Luna er gået i skjul uden for klosteret med en håndfuld betroede folk. Han vil bortføre Leonora før hun kan nå at afgive klosterløfte. Han elsker hende og vil eje hende. Han er parat til at bekæmpe en hvilken som helst rival – selv Gud skal ikke tro han har en chance. Nonnerne i klosteret istemmer en hymne, mens Leonora kommer ud for at sige farvel til sine venner. Greven springer frem for at gribe hende, men i det samme kommer Manrico imidlertid, og han har et talstærkt følge med sig, som stiller sig i vejen, så han uhindret kan bortføre den overraskede, men henrykte Leonora.

3.akt: Sigøjnerskens søn – 1. scene. Grev Luna belejrer Castellor. Hans soldater glæder sig til slaget, som nødvendigvis må ende med sejr til dem. Greven begræder tabet af Leonora, der nu befinder sig i Manricos arme inde i borgen. Ferrando kommer ind, og rapporterer at man har fanget en sigøjnerkvinde, som luskede rundt i nærheden af lejren. Azucena bliver ført ind og forklarer at hun leder efter sin forsvundne søn. Det varer dog ikke længe før greven finder ud af hendes sande identitet. Ferrando kan huske hende fra dengang med bålet. Soldaterne kaster sig over hende, og i sin fortvivlelse råber hun Manricos navn. Luna, der nu ved hvem den forsvundne søn er, bliver henrykt. Azucena kastes i fængsel, hun skal brændes på bålet.  Nu kan han både hævne mordet på sin broder, og samtidig lokke Manrico ud af Castellor, hvor han vil blive et let offer for grevens baghold.

2. scene. Manrico og Leonora gør sig klar til deres bryllup, men hun er urolig ved tanken om de fjendtlige soldater udenfor, og angrebet som ventes ved daggry. Manrico beroliger hende, og forsikrer hende at hans kærlighed til hende vil give ham styrke til at modstå fjendernes sværd. Netop som de er på vej op mod alteret kommer Ruiz, en af Manricos soldater, styrtende med nyheden om at Azucena er blevet dømt til døden på bålet. Manrico må straks afsted for at redde hende. Han beordrer sine mænd til at gøre klar til kamp.

4.akt: Henrettelsen – 1.scene. Leonora står nedenfor det tårn hvor Manrico, på grevens ordre, sidder fængslet. Hun erklærer ham endnu engang sin kærlighed. Indefra høres munke, der synger en dystert messe. Manrico synger farvel oppe fra tårnet, og beder hende aldrig glemme ham. Hun er fast besluttet på at redde ham for enhver pris. Nu kommer greven. Han erklærer at såvel Azucena, som hendes søn, skal dø ved daggry. Leonora beder for Manricos liv, men det gør kun greven endnu mere sikker i sin beslutning om at skaffe sig af med rivalen. Først da hun tilbyder sig selv i bytte, går han ind på hendes forslag. Han vil sende vagten bort og lade fængselsdøren stå åben, så hun kan gå ind og lukke sin forhenværende elskede ud. Mens greven udsteder de fornødne ordrer, tager Leonora imidlertid den gift, som er skjult i en af hendes fingerringe.

2. scene. Manrico forsøger at trøste Azucena, som endnu engang oplever sin moders død i flammerne. Endelig falder hun i en halvdøs, hvor hun mindes fortidens lykkelige stunder. Nu kommer Leonora ind i fængslet og siger til Manrico at han skal flygte, ingen vil hindre hans flugt. Manrico vil have hende med, men hun siger at hun er nødt til at blive. Nu er det ikke svært for Manrico at gætte sig til hvad hun har tilbudt greven for at opnå denne ordning. Han skælder ud og beskylder hende for utroskab. Han vil ikke flygte, og ikke have noget med hende at gøre. Giften er allerede begyndt at virke. Med sine sidste kræfter forklarer Leonora at hun har valgt at dø som hans elskede, hellere end at leve sammen med en anden. Manrico overvældes af anger. I dette øjeblik kommer greven ind og finder Leonora døende. Han indser at han er blevet snydt og beordrer straks Manrico til blokken. Han trækker Azucena hen til vinduet for at hun skal se på. Øksen falder – og Azucena fortæller ham at han har dræbt sin egen broder. Så falder hun i afmagt. Hendes moder er endelig blevet hævnet. Greven står, fortvivlet, alene tilbage med sin skyld.