Mandag d. 24/3 kl 19:00
med introduktion af instruktøren: Esther Wellejus
Cirkeline og Den usynlige tegner, filmen bag 1960érnes kendte og elskede børneunivers om Cirkeline, alter egoet for hendes skaber, tegneren og forfatteren Hanne Hastrup. Filmen rejser tilbage til starten, med kreativt brug af originale smalfilm, tegninger og detaljer fra produktionen, fortæller historien om mødet mellem tegneren Hanne og tegnefilmmanden Jannik Hastrup, fra forelskelse til kærlighedshistorie,børn,jazz kunstnerisk udfoldelse. Gennem en barsk opvækst, med tab, oplever vi Hannes kunstneriske vækkelse og skabelsen af et trygt miniatureunivers, befolket af alfer,talende fugle og dyr. Tisvilde Bio er en aktiv del af Gribskov Dox 25

Alle kender Cirkeline – den animerede alf og hendes hæse musevenner Ingolf og Frederik. I generationer er de blevet set og nydt af landets børn (og voksne). Men det er de færreste, der ved, hvem der egentlig opfandt Cirkeline. Kvinden bag er tegneren Hanne Hastrup og som mange andre kvinder i verdenshistorien mistede hun sin plads i rampelyset til fordel for en mand. Hendes egen mand, Jannik Hastrup, filmmanden og animatoren, var ham, som blev kendt for Cirkeline. Som helt unge mødte de hinanden og blev forelskede og begyndte at samarbejde om at lave de nu kendte Cirkelinefilm. I Cirkeline & den usynlige tegner fortæller de historien om tilblivelsen af ikonet i den røde kjole med de sorte prikker. Filmen er en personlig fortælling om Hanne Hastrups kunstneriske rejse og hvordan Hanne Hastrup opfandt det fantasifulde univers ud af nødvendighed. Det er en rørende historie om kærligheden mellem to kreative, idealistiske unge mennesker i begyndelsen af 1960erne, der var imod borgerskabet og som insisterede på at gøre tingene på deres egen måde. Og så er det ikke mindst en ‘coming-of-artist’-historie om en kvinde, der nu endelig får sin velfortjente plads i rampelyset.

